Sogid, Island

Vi har været her i flere dage nu, ved nærmere eftertanke faktisk flere end hvad godt er når man tænker på hvor trægt fiskeriet har været. En enkelt laks og en mindre havørred er kommet på land, men der er langt til de mængder af laks der blev landet bag lukkede øjne de mange mørke vinteraftener.

Vejret denne aften skifter mellem hård vind og kuling, og temperaturen har næppe oversteget 7-8 grader dagen igennem til trods for at vi er i august måned. Modløsheden sniger sig langsomt men sikkert ind og begynder at tære på reserverne, og fiskepassene afløses af længere og længere pauser på land.

Klokken har passeret 6, og alle mand sidder og trykker sig ind i skråningen for at finde en smule læ for den ubarmhjertige vind der pisker elvens vand til skum flere steder. Jeg har for længst indædt bestemt at det er sidste gang jeg tager til Island for at fiske laks, og beslutter at tage en sidste pligttur nedover pladsen i svinget hvor landevejen krydser elven. Hellere få det overstået så vi kan komme hjem til den varme lodge. Strækket er et kort men klassisk stykke elv med relativt lavt vand over mindre sten og fordybninger i elvbunden.

”Der  skal vades langt ud” dikterede vor guide myndigt tidligere på ugen – ”laksen trækker midt i strømmen og stiller sig kun kortvarigt her før den flytter sig videre opover”. Det er nu også nødvendigt at vade langt ud for at få fluen til at dække blot en smule af strømmen da vinden er direkte mod kasteretningen. Elven løber med stærk strøm her, og er ikke for nybegyndere at vade i, og det tager lidt tid før jeg er på plads. Jeg er allerede ved at give op efter få mislykkede kast op mod vinden da linen pludselig stopper lidt neden for hvor jeg står og en fin laks går i luften da jeg løfter stangen og sætter fluen.

Der bliver pludselig røre blandt mine to modløse medfiskere inde på bredden, og da jeg lander laksen med et greb om halen ser jeg at Carsten allerede er på plads midt i elven et stykke ovenfor hvor jeg befinder mig. Man skylder enhver laks der er stedt til hvile en lille andægtig pause, men hvor der er én laks er der oftest flere, og da jeg igen vader ud mod pladsen midt i elven rejser Carsten stangen og kroger endnu en laks. Mismodet er med ét erstattet af en euforisk stemning hvor adrenalinet har overtaget; pludselig er vind og vejr glemt og mit kast strækker sig uden besvær ud over vandet hvor en ny laks straks tager fluen med beslutsomhed og får hjulet til at give lyd fra sig idet linen forsvinder ud af min hånd.

To mand i elven med fisk på samtidig får ikke bare vor sidste medfisker på benene. Folk stimler sammen på modsatte bred, og flere biler stopper på broen for at følge begivenhederne ude i elven. Laksene er normalt ikke så store i de Islandske elve, og det gælder også disse to fyre der hurtigt kommer på land. Mens Carsten og jeg er gået mod bredden med vore laks, er Vidir kommet på plads nederst i svinget nærmest broen. En lidt større laks har taget fluen, og det hele gentager sig endnu en gang. Stemningen er på kogepunktet, og hver gang en laks er kommet på land hastes der ud i elven igen. Alle er fanget i jagtinstinktets vold.

Et større træk af laks er kommet ind fra hovedelven og er på vej opover. De næste par timer afløser den ene laks den anden når vore fluer bevæger sig ned over denne korte strøm.

Det føles nærmest uvirkeligt selvom man befinder sig midt i det man ofte drømmer om men meget sjældent får lov at opleve. Detaljerne står den dag i dag stadig ikke helt tydeligt for nogen af os, men i den korte tid det varer har vi tre mand kontakt med et ti-tal laks.  

Heldigvis varer heldet ikke ved, og det bliver kun til et par laks mere i løbet af resten af ugen, og det har vi det rigtig godt med. Noget af det bedste ved laksefiskeriet er jo netop oplevelsen med den enkelte laks, oftest oplevelser der brænder sig fast på nethinden og huskes længe efter at sæsonen er forbi.

Endelig!