Dee, Skotland

River Dee i Aberdeenshire er en legende blandt lakseelve og rangerer blandt de bedste elve overhovedet når det gælder Atlanterhavslaks.

Dee løber gennem et fantastisk landskab på sin godt 100 km lange færd fra Cairngorm Mountains til sit udløb i Aberdeen. Modsat elvene i Norge, er landskabet her blidere, og de berømte historiske beats ligger som perler på en snor langs hele elven.

Slottet Balmoral hvor den engelske kongefamilie har resideret i århundreder ligger langs Upper Dee, og der kan sågar købes kort til denne del af elven.

Strækninger som Headinch and Cambus O'May, Cairnton, Mar Lodge og Banchory vil de fleste laksefiskere nikke genkendende til, og det var på strækket Cairnton at low water fiskeriets fader AHE Wood slog sine folder i mere end en menneskealder.

Fine B&B's og historiske kroer og hoteller findes overalt, og der er noget for enhver smag og pengepung. Traditionerne holdes i hævd, og det hyggelige samvær over en pint på hotellet efter en dags anstrengende fiskeri lægger en ekstra dimension på oplevelsen.

Dead Man's Shoes er et velkendt begreb blandt fiskere langs Dee's bredder. Der findes dog muligheder, også på de kendte beats.

Topperioderne varierer på de forskellige beats, og det er vanskeligt at få adgang i disse perioder. Der dukker dog løbende "openings" op gennem sæsonen når en fisker melder afbud.

De fleste beats lægger deres rods, som et fiskekort kaldes, på hjemmesiden FishDee hvilket gør det let at planlægge fiskeri på Dee.

SAS flyver dagligt til Aberdeen, og det er billigt at leje bil i Skotland, så det er bare at komme i gang.