Rauma i Romsdal

Jeg har tilbragt utallige timer i selskab med Svend Saabyes enestående værk Lystfiskerliv, og i de første år fyldte de stemningsmættede beretninger fra fisketurene langs Omme Å mit fiskeunivers helt og aldeles. Langs eget stræk ved Filskov havde jeg i en årrække nogen af mine bedste oplevelser som lystfisker, og der er stadig dage hvor jeg drømmer mig tilbage til nogen af de herlige stunder langs dette smukke vandløb.

Gennem mere end 10 år, søgte jeg, som en anden opdagelsesrejsende, med flid og utrættelig ihærdighed, efter nye stræk langs åen, og der findes vel ikke et stræk mellem Farre og Sdr. Omme der ikke på et eller andet tidspunkt har stiftet bekendtskab med mine hjemmegjorte tørfluer. Forskellige fiskeklubber, og utallige besøg hos mere eller mindre excentriske lodsejere, gjorde mig til noget nær lokalkendt langs åen.

Et medlemskab i en lokal borgerforening, opnået gennem et par ikke helt sandfærdige oplysninger omkring mit adresseforhold, skaffede mig i en kort periode adgang til fiskeri mellem Ringive og Grønbjerg, et stræk enhver inkarneret Saabye-elsker vil genkende som Valdemars Å. Det var på dette stræk den navnkundige Karlskov Fluefiskeklub residerede i halvtredserne og tresserne hvor åen endnu slyngede sig af sted, uspoleret af dambrugsdrift, og bød på noget af det fineste fiskeri efter ørred og stalling i Danmark.

Her havde Svend Saabye indtil sin død et enkelt sommerhus opført på en bakke på åens nordlige bred. Det var her jeg traf Saabye, og tilbragte nogen tid i fællesskab med ham langs vor fælles store kærlighed, Omme Å. Et utrolig sympatisk og vidende menneske, og et for mig skelsættende møde der yderligere nærede min interesse for Saabyes forfatterskab.

Beretningerne i Lystfiskerliv om laksefiskeriet i Norge kendte jeg efterhånden godt, og genlæsning af disse herlige kapitler kastede nyt lys på et fiskeri jeg ellers havde afskrevet som ganske uinteressant for en inkarneret ørred- og stallingfisker som mig.

Jeg begyndte at drømme om laks og Norge, og tog de første spæde skridt mod dette nye fiskeri langs Skjern Å og Vorgod Å hvor det faktisk lykkedes mig at kroge en laks. For at citere salig Saabye: ”Man skal have fisket laks gennem mange år, tabt adskillige og fanget flere endnu, før man tør betegne sig selv som en virkelig laksefisker – men man behøver kun at have fisket een laks for at have tabt sin sjæl!” Det er vise ord, og efter mit første bekendtskab med laksen i Vorgod Å, har jeg siden søgt laksen overalt når den mindste mulighed har budt sig. Fra et let feberagtigt anfald har mit laksefiskeri således udviklet sig til en kronisk tilstand som nok vil følge mig til evig tid.

Alle, der kender og elsker Svend Saabyes maleriske beretninger fra Norge har sikkert, som jeg, på et elller andet tidspunkt, drømt om at fiske i hans fodspor langs smukke smaragdgrønne Rauma i Romsdal. At kaste en flue i den krystalklare strøm ud for ”Forventningens Ø”, med udsigt til Romsdalshorn og Trolltindene, og mærke det seje træk af en vild Raumalaks, stod for mig som noget af det mest spændende jeg overhovedet kunne forestille mig.

Mit arbejde byder at jeg ofte er i Norge, og en dag sidst i juni kører jeg turen fra Kristiansund mod Åndalsnes for at fiske nogle dage på Fiva-strækket i Rauma. Allerede da jeg kører af den lille færge i Åfarnes begynder forventningerne til mødet med Rauma, og de sidste kilometer rundt om Isfjorden hastes af sted under behørig hensyntagen til norske fartgrænser og bødetakster. 

Rauma har sit udløb i Isfjorden inderst i Romsdalsfjorden ved den lille hyggelige by Åndalsnes. Byen er ikke noget særligt, men synes alligevel indbydende og hyggelig trods det lidt kedelige vejr der har fulgt mig hele vejen. Jeg kører omkring den lille hyggelige havn, og giver mig tid til at drikke en kop kaffe med udsigt til den blikstille fjord, der lokker med både sej og makrel, der dog må vente til en anden god gang.

Efter at have indlogeret mig på hotellet i byen, haster jeg af sted ind i dalen langs nedre Rauma. Ved Sogge Bru krydses elven ved den lille campingplads, og det er her jeg første gang rigtigt ser elven. Nedenfor broen findes en stor dyb høle kaldet Yeshølen hvor det klare grønne vand maler dovent rundt i strømmen og ser lokkende ud. Mit vald ligger længere oppe ad elven, og jeg fortsætter over broen for at dreje af ad Fivaveien der følger elvens sydside omkring 4-5 km til Fivahouse længst oppe. Fivahouse ligger direkte under Trollveggen, der efter sigende skulle være Europas højeste lodrette fjeldvæg, og møder mig i al sin vælde da jeg nærmer mig mit mål. Undervejs passeres Fivahølen, som er elvens gennem tiderne absolut bedste høle hvor laksen hviler før den søger videre op ad elven gennem det stride stryg i Fivafossen ovenfor.

Vejen ender i Fivahouse, og et skilt ved indkørslen viser vej til Estate Office der er beliggende bag hovedhuset, hvor jeg mødes af en smilende Vidar Skiri idet jeg drejer ind på gårdspladsen foran den smukke røde administrationsbygning. Vidar Skiri er stedets River Keeper, og noget af en institution i Rauma. At laksen fortsat findes i Rauma, skyldes til stor del Vidar, der har viet hele sit liv til Raumalaksen. I hans hyggelige kontor prydes væggene af den ene store laks efter den anden, og minder om stedets mere en hundredeårige historie fra da Sir William Bromley-Davenport i 1862 købte Fiva gård.

Vidar giver sig god tid til at sætte mig ind i fiskeriet og laksens pladser i elven. Jeg er kommet tidligt, og der er endnu få fiskere langs elven, så jeg har valdet helt for mig selv i de tre dage jeg skal være her.

Strækket jeg har fået tildelt kaldes Gamle Fiva, og grænser op til Fivahøl øverst oppe, og valdet Norahagen nederst. Vandet er krystalklart, og har en dyb smaragdgrøn farve jeg kun tidligere har set i Lærdalselven i Sogn. En relativt stor ø med træbevoksning deler valdet i to, og den nedre del ser mest indbydende ud med en spændende strøm øverst der kan nås ved at vade ud på en grusbanke i vand til livet til øens spids. I junivandføring er det dog ikke helt ufarligt, og jeg nøjes med at vade halvvejs ud hvor et par fine pladser kan dækkes med korte kast. Store sten rager fri af vandet flere steder, og ligner oplagte pladser for en ny laks på vej op, men der sker ikke noget når min flue passerer forførende forbi.

Strømmen danner et par langsgående grusbanker der skyder op i strømmen længere ude, og i de dybe render ligger overalt sten på bunden hvor en laks kan hvile. Pladserne ser indbydende ud, men er på denne vandstand vanskelige at fiske effektivt. Længere nede følger et dejligt stræk der er perfekt for fluefiskeri. Her kan strømmen dækkes med lange kast, og fluen drive over et væld af pladser på sin vej mod egen bred. Længst nede dannes en lille nakke hvor stille vand ved egen bred presser hovedstrømmen sammen ned mod nabovaldet.

Jeg havde på forhånd søgt oplysninger om fiskeriet i Rauma og vidste, at Raumas gyroramte laksestamme alene overlever gennem opfiskning af stamfisk hvis yngel udsættes som smolt i elvmundingen for på den måde at undgå smitte. Dette betyder, at tidligere tiders talrige junilaks i dag er langt mere er fåtallig og vanskelig at få i tale. Det lykkes mig da heller ikke at fravriste elven en af dens blanke laks, men et kraftigt hug midt i strømmen nedenfor øen, forsikrer mig om at laksen er på plads i elven.

Jeg forlader Rauma og Vidar Skiri med forsikringer om at komme igen, og allerede 2 uger senere er jeg tilbage, denne gang med hele familien.

Vi har forladt Danmark i silende regn der følger os på hele turen op gennem Norge gennem Gudbrandsdalen mod Dovrefjell hvor vejen tager af mod Romsdal. Rauma tager sit udspring på fjeldet ved Lesjaskog, og her mødes vi af de første solstråler på turen. Rauma skal opleves på hele sin vej ned gennem det der med rette kaldes et af de smukkeste områder i Norge. Vejen følger elven på lange strækninger ned gennem Romsdalen, og det ene maleriske parti afløses af det næste. Vi stopper ved den mægtige Slettafoss, hvor elvens vand presses gennem en smal ravine. Fossetågen hænger tæt omkring os, og jorden under vore fødder nærmest vibrerer under vandmassernes buldren. Vi standser flere steder undervejs for at nyde elvens varierede løb og krystalklare vand, og selv familiens ikke-fiskende medlemmer følger levende med i drengenes og mine ivrige ekspertvurderinger af hvor laksen findes i elven.

Jeg føler mig allerede hjemme da vi drejer ind på Fivaveien, og på Fivahouse mødes vi endnu en gang med varme og smil af Vidar Skiri. Han kan berette at man endnu venter på det større træk af mellem- og smålaks, og som så ofte før, må vi vente på laksen og slå os til tåls med at fiske efter en enlig forløber der måske har fundet en plads på valdet.

Det tager ikke lang tid før vi finder os til rette langs elven hvor vi, omgivet af grønne frodige enge, har fri udsigt til Romsdalshorn med sin markante spidse profil, smukt oplyst i flammende røde farver af den lavthængende sol.

Vi er på familieferie, og bruger dagene på at slappe af og nyde det fine sommervejr. Dagtemperaturen i skyggen ligger nær de 25 grader, og drengene og jeg koncentrerer derfor vort fiskeri i timerne omkring midnat hvor lyset er svagest, og vi får da også en mindre havørred nederst på grænsen mod nabovaldet. Laksen ser vi desværre ikke denne gang, og jeg må endnu en gang forlade Rauma med uforrettet sag.

Rauma blev opdaget af engelske laksefiskere allerede i 1849 da lord William Beresford og Sir William Bromley-Davenport – oldefaderenen til Fivahouse’s nuværende ejer, Lord William Arthur Bromley-Davenport, kom til Romsdal.

De kan være vanskeligt for nutidens laksefiskere at forstå datidens mængder af laks, men sikkert er det, at da de to herrer forlod Rauma efter 11 dages fiskeri, havde de tilsammen landet 330 laks! Et selv for den tid enormt antal laks.

Sir William returnerede til Romsdal hver eneste sommer de efterfølgende år for at fiske laks og gå på jagt, og i 1862 købte han Fiva gård for at påbegynde arbejdet med at sikre fiskerettighederne langs elven. Fivahouse besidder i dag næsten en femtedel af den samlede lakseførende strækning i Rauma.

Rauma lider i dag fælt under Gyrodactyllus Salaris, og er fangstmæssigt bare en skygge af sig selv. Smitten blev opdaget i 1980, og på få reduceredes bestanden dramatisk. Et forsøg på at redde laksen blev gjort i 1993 da man besluttede at Rotenonbehandle elven.

Efter behandlingen blev der udsat betydelige mængder lakseyngel, og langsomt men sikkert vågnede elven til live igen. Desværre blev glæden kortvarig da det viste sig, at parasitten havde overlevet behandlingen, og siden 2001-sæsonen er fangsterne støt og roligt gået tilbage. Kun opfiskning af stamfisk til det lokale klækkeri holder bestanden i live, og en ny Rotenonbehandling er eneste udvej for laksen. Sædvanen tro, er der ikke den store hjælp at hente hos de norske myndigheder. En behandling til 32 millioner norske kroner lader vente på sig, paradoksalt nok på trods af beregninger der viser, at de årlige indtægter til lokalsamfundet hidrørende fra laksefiskeriet, overstiger 30 millioner kroner.

Vi er mange der krydser fingre for Raumalaksen og beder til at sund fornuft får lov at råde i en ikke al for fjern fremtid.

Vi er en lille gruppe af fiskere der fisker Rauma på grund af dens skønhed, og laks målt i antal og vægt er i den forbindelse sekundært. Vi fisker et dejligt vald på elvens sydside, omgivet af Romsdalens stejle dramatiske fjelde. Her løber elven med et fint og varieret forløb der egner sig godt til fluefiske, men på strækningen findes tillige store dybe høler der med fordel kan fiskes fra båd, og her kan fanges både laks og sjøørret. For os er en ting sikkert - vi vender smilende tilbage.

Der findes masser af tilgængeligt fiskeri langs store dele af Rauma, og gyrosmitten har generelt påvirket prisen på fiskeleje i positiv retning når man tager lystfiskerbrillerne på. Information om ledige vald kan fås hos Åndalsnes Turistkontor på +47 71 22 16 22 eller http://www.visitandalsnes.com/

Rygghølen, en af Raumas smaragdgrønne skønheder

Romsdalshorn

Ikke nogen kæmpe ...

Klassisk pool på Fiva

Fiva strækket ved Trollveggen

Fiva House, her residerer Norges sidste lakselord

Fivahøl, Raumas i særklasse mest berømte pool