Målselva, Troms

Mit første besøg ved elven kom i stand ved en tilfældighed. I forbindelse med en overnatning på Bardufoss Hotel en mørk vinteraften, faldt jeg i snak med hotellets receptionist, og efter kort tid drejer samtalen selvfølgelig ind på laks. Det viser sig at hotellet har et partnerhotel der ligger direkte ved Målselven ved Rundhaug der ligger ikke langt fra Bardufoss.

Allerede ugen efter hjemkomsten har jeg reserveret en uges fiskeri den kommende sommer uden at vide noget som helst andet end hvor hotellet ligger og hvor lang en strækning de råder over. 6 km vald til (dengang) 10 personer lyder passende, og det er nok for mig.

Jeg tror alle fiskegale sjæle kan nikke genkendende til den særlige fornemmelse mødet med en ny elv er. Ofte er der gået måneder forud med planlægning og fluebinding, og fantaseren om det nye og ukendte. Jeg havde på forhånd ikke undersøgt detaljer om valdet eller Målselven for den sags skyld. Jeg kan godt lide tanken om ikke på forhånd at vide for meget om stykket jeg skal fiske, jeg synes det lægger en ekstra dimension til forventningerne som jeg synes om.

Det er først i august måned, og jeg ankommer planmæssigt med aftenflyet fra Oslo til Bardufoss. Efter at have fået bagagen, som en af de sidste, går turen i bil de godt 20 km opstrøms til Rundhaug. Elven kan skimtes fra vejen flere steder undervejs, og hver gang sænkes farten for at få et glimt af elven mens forventningerne stiger. Undervejs passerer jeg skiltet der viser til den mægtige Malangsfoss, Norges nationalfoss, men den må vente, jeg har en aftale med laksen længere oppe ad elven. Ved ankomsten til Rundhaug stopper jeg et øjeblik på broen over elven hvor tungt vældende vand løber flere meter under mig. Det ser forjættende ud, og pulsen stiger lidt, så jeg skynder mig tilbage til bilen.

Kl. 9 drejer jeg ind på hotellets parkeringsplads, og mødes i receptionen af lutter smil, og forsikringer om at jeg er ventet, og at der er laks i elven. Samme dag har en lokal fisker landet en svær laks over 16 kg neden for broen ved hotellet. Nu er fiskefeberen på sit højeste, og jeg kan ikke vente længere. Fiskegrejet ligger heldigvis øverst i tasken, og en god halv time senere, efter behørig desinfektion af udstyr, står jeg endelig ved elven. Det jeg har drømt om i måneder, er pludselig virkelighed. Vandet er krystalklart med en grønlig tone, og overfladen løber ubrudt forbi mig uden at afsløre åbenlyse standpladser for en laks. Fluen lægges ud over strømmen, og efter kort tid falder roen over mig. Fiskeiveren afløses langsomt af glæden ved at være ved elven og de mange nye indtryk. Aftenen er stille, og det er relativt lunt, og stilheden afbrydes kun af bruset fra en foss i det fjerne. Jeg fisker vel en god times tid før jeg beslutter at det må være nok for i dag. Selvom de lyse nætter her i august måned ikke er helt forbi, sænker der sig alligevel et dæmpet lys over elven, og det varer en rum tid før jeg får mig løsrevet og går tilbage til hotellet hvor det venter frisksmurte snitter og en kold øl.

Jeg giver mig god tid næste dag, og kommer lidt sent af sted. Det tager tid at lære en ny elv at kende, hvor skal man begynde, og ikke mindst, hvor står laksen mon? Det er en god ide at begynde med at gå strækket igennem for at lære pladserne at kende, og jeg finder et par steder som ser lovende ud uden at jeg dog ser eller mærker fisk. Jeg er alene langs elven dagen igennem, og er vel en anelse modløs da jag senere er tilbage på hotellet for at spise. Her er heldigvis hjælp at hente. Mina, som passer hotellet, er svensk og har boet i området med sin mand i nogle år, og viser sig også at være lystfisker, hvilket er et held for mig, da hun kender en del til elven. Jeg har fisket med flydeline dagen igennem, men får at vide at ved den aktuelle vandstand, som viser sig at være høj for årstiden, er det en god ide at anvende sink tip eller en let synkeline. Opløftet af al min nyerhvervede viden kører jeg til elven for at fiske aftenpasset. Vejret er skiftet, det regner let og temperaturen er faldet til under 10 grader. Pladsen jeg har valgt, ligger et kort stykke opstrøms grænsen mellem den øvre og den nedre zone, og består af et fladt stykke med hurtig strøm efterfulgt af et hårdt stryg. Ved denne vandstand løber en sidestrøm ind bag holmen der ligger hvor stryget begynder. Midt i elven brydes strømmen svagt af en sten på bunden og da det er den eneste tydelige plads for en laks, må det være stedet at starte. Elven er bred her, og jeg vader ud midt i sidestrømmen og begynder at bevæge mig ud i hovedstrømmen på kastehold af stenen. Vandet er dybt, og strømmen viser sig at være noget stærkere end jeg først troede, men det lykkes at komme på kastehold stående i vand til livet. Jeg har monteret en 1” Black Shank på forfanget, og efter råd fra Mina, monteret et hurtigsynkende forfang i enden af flydelinen.

Kastene er lidt akavede fordi jeg er så tæt på vandoverfladen, og jeg kæmper lidt med at få fluen placeret rigtigt, men i det tredje eller fjerde kast strækker linen sig fint ud over vandet. Som det naturligste af verden, idet fluen driver i en perfekt bue ind foran stenen, tager en nystegen laks fluen i en vending med et lydeligt plask. Laksen er vild og uregerlig, og går resolut til modsatte bred og springer fri af vandet 2 eller 3 gange, og jeg frygter en overgang for mit forfang hvis den beslutter sig for at gå opstrøms med min line druknet på tværs af elven. Nedenfor ligger stryget, og det kan betyde en længere løbetur hvis den vælger den vej. Heldigvis beslutter den sig for at komme ret imod mig, og ind i roligere vand hvor jeg får styr på den. Efter kort tid kan jeg lande den med et fast greb om haleroden, en smuk lynende blank nygået laks på knap 5 kg. Lusene sidder endnu omkring gattet, og den har vel været knap et døgn undervejs fra Malangsfjorden. Det er en smuk fisk, og jeg sidder længe og beundrer den, og har egentlig ikke den store lyst til at fiske mere. Det er vel næppe mere en 6-7 grader nu og regnen, der er taget til, føles kold.

Hotellets varme og hyggelige stuer virker pludselig vældig tillokkende og gør beslutningen om at pakke sammen for dagen ligetil.

På hotellet mødes jeg med anerkendende smil af 2 lokale fiskere som gratulerer med fisken med en bemærkning om at ”det er jo næsten en laks”. De viser sig at være erfarne Alta-fiskere, og i Alta benævnes fisk først laks ved 7 kg. Fisken afleveres til Mina til frysning, og jeg falder hurtigt i snak med de venlige nordmænd der begge er kendte Målselvfiskere. Den ældste af dem, Larsen, der af og til virker som guide for hotellets gæster, er en fisker der kender sin elv til fingerspidserne, og jeg lytter ydmygt til historierne der fortælles omkring bordet denne aften. Larsens medfisker, Willy Roger, er naturforfatter og vildmarksmenneske, og en erfaren jæger og fisker der lever sit liv sommer og vinter i Troms og Finmarks fantastiske fjeldverden. Når man som jeg kommer fra en lille by i Nordsjælland, og har en glubende appetit på norsk natur, er en aften som denne en man sent glemmer, og det bliver da også sent inden jeg, lidt ør i hovedet, kommer i seng, beruset af succesen med min laks.

Inden jeg siger godnat til Larsen og Willy, får jeg en afsluttende bemærkning med på vejen af Larsen. ”Elven går højt nu, og vil være steget yderligere i morgen. Opstrøms broen, i svingets inderside, søger laksen ofte ind når elven er stor, og som forholdende er lige nu, vil der med sikkerhed stå laks på denne plads.”

Det er med dette råd i baghovedet jeg lægger hovedet på puden og lukker øjnene. Dagen har været lang og oplevelsesrig, og med tankerne snurrende om laksen ovenfor broen, går der en rum tid før jeg falder i søvn.

Den følgende dag er regnen holdt op, og temperaturen har sneget sig et stykke over de 10 grader. Tunge skyer hænger stadig over dalen, og elven er steget yderligere siden i går. Dagen igennem fisker jeg flere spændende pladser langs elven, og en god del af tiden går med at gå på opdagelse for at finde nye steder der måske kan holde en laks. Jeg får ingen fisk i løbet af dagen på den nedre zone, og som dagen skrider frem kredser tankerne mere og mere om aftenfiskeriet på den øverste zone.

Aftensmaden indtages i hast, og jeg skynder mig tilbage til elven for at være klar til zoneskifte, og lidt før kl. 18.00 er jeg på plads ovenfor broen. En let støvregn er begyndt, og der er stort set ingen vind. Jeg har elven for mig selv, og Larsens formaning om at ”laksen står på det flade vand ovenfor broen” lyder i mit baghoved, men jeg beslutter alligevel at begynde øverst oppe i svinget hvor slutningen af dybrenden fra elveforebyggingen ovenfor begynder at flade ud. Vandet står op til skrænten ved bredden, og jeg må vade et stykke ud til hvor elvbunden begynder at skråne mod dybere vand. Fornemmelsen af at der er bidevillig laks på stykket er stærk da jeg lægger fluen ud i et par korte kast langs strømrenden, og jeg flytter mig med et par skridt mellem hvert kast mens linelængden gradvist øges. Jeg er nået gennem svinget og ud på det lige stræk inden broen, og dækker strømmen med lange kast for at afsøge så meget vand som muligt, da jeg ikke ved præcist hvor laksens standpladser er. Min Black Shank er drevet halvvejs ind mod land da en laks tager fluen med et hårdt rusk, og svarer med sejt udløb da jeg løfter stangen for at sætte krogen. Laksen går roligt frem og tilbage foran mig i det lave vand, og jeg behøver blot at lægge et let pres på for at vende den da den en enkelt gang forsøger et langt udløb ind under broen. Laksen giver dog ikke op så let, og der skal lidt tovtrækkeri til før jeg kan lade fisken glide op på en lille stenbanke hvor jeg står. Fisken vejer vel omkring 4 kg og jeg hænger den i et træ bag mig, og beruset af succesen, sætter jeg mig og nyder aftenen og oplevelsen med laksen. 

Aftenen er endnu ung, og jeg beslutter mig for et par kast mere på pladsen før jeg bevæger mig videre langs elven. Jeg lægger linen ud endnu en gang samme sted, og er allerede begyndt at flytte mig nedover da en søster til den forrige laks hugger samme flue og historien gentager sig endnu en gang. Fisken går et stykke ude i elven i lang tid, og der skal igen lidt tovtrækkeri til før jeg kan lande laksen på præcis samme sted som den første. Der hænger allerede en fisk i træet bag mig, så denne får lov at svømme videre mod sin slutdestination højt oppe i Divielva. Jeg behøver blot at holde fisken et øjeblik før den med et kraftigt slag af halen skyder ud i elven igen. To laks i to kast! Det er næsten ikke til at forstå; det er nærmest som en drøm der er gået i opfyldelse, hjulpet godt på vej af Larsens forudsigelse aftenen i forvejen. Skyerne hænger nu lavt over elven, og regnen falder tæt. Jeg fisker videre et stykke tid endnu, men det kniber med at holde koncentrationen, mæt som jeg er af aftenens oplevelser, og jeg bevæger mig efter kort tid tilbage mod hotellet med min laks over skulderen.

Ugen igennem fortsætter vandstanden med at ligge over normalen, og til trods for at der er friske fisk i elven, ser jeg kun en enkelt gang en fisk vise sig på en plads langs den modsatte bred. Fisk på land giver en tro på fiskeriet som ikke overgås af ti springende laks, og de følgende dage fisker jeg både kendte og nye standpladser koncentreret igennem. Midt på strækket findes en dyb høle som bedst fiskes fra båd, og derfor sjældent fiskes af andre end elvejeren selv. Bagest i hølen tager strømmen til og danner et blankt stykke vand før den suges ind i et langt stryg nedenfor. Her er det muligt at lægge linen ud og lade fluen få et kort drev ind over det blanke stykke vand. Netop her hugger en fin blank smålaks i det bløde aftenlys den sidste dag jeg er ved elven, og fuldender således det første af det der siden hen skal vise sig at blive en tilbagevendende række af besøg ved Målselv.

Det er med en anelse vemod jeg sent på aftenen sætter mig til bords for at spise – ja, laks selvfølgelig. Der har ikke været mange gæster på hotellet i løbet af ugen, og denne aften er der blot én gæst i restauranten udover mig. Han er fra Oslo, og ivrig laksefisker, og det varer ikke længe før snakken går livligt omkring bordet og efterfølgende i fiskestuen. Tiden går hurtigt når man er blandt ligesindede, og det bliver da også kun til få timers søvn før vækkeuret minder om at turen er forbi og at det er tid at køre mod lufthavnen. Alt er pakket dagen før, og jeg forlader hotellet for denne gang. Jeg stopper endnu en gang midt på broen over elven, og kan tænke tilbage på en dejlig tur der skulle vise sig at blive begyndelsen til hvad der siden har udviklet sig til et fast årligt gensyn med en smuk elv og dens glade mennesker.

Laks 9 kg. Microtube

Nygået laks, Gressholmen nedenfor Målselvfossen

Harderkulpen, Målselvfossen

Sone A, Rundhaug

Alle trick gælder ...

Nygået smålaks, den størrelse de lokale kalder stekefisk 

Per med 8 kg laks fra Rundhaug

Carsten med laks fra Holmen, 8,5 kg