Hvannadalsá, Island

Hvannadalsá er en mindre elv i den nordvestlige del af Island hvor du har mulighed for at leje hele elven da der kun sælges 4 fiskekort til hele den 7 km fiskbare strækning. En lidt speciel oplevelse, og bestemt værd at prøve.

Der fanges vel i snit mellem 3- og 400 laks årligt hvilket er ganske godt når man tænker på den begrænsede mængde af fiskere dagligt.

Der er tale on en såkaldt Self Catering elv, og til kortet hører et hyggeligt lille sommerhus med alle faciliteter og god plads til 4 personer.

Elven løber over lange stræk i en snæver ravine hvor ens klatreevner bliver sat på prøve.

Der er tale om regulært "sight-fishing", og det er en særlig oplevelse at spotte laks højt oppe over elven for derefter at kæmpe sig ned til en passende fiskeplads hvorfra fluen kan serveres foran snuden på laksen. Lad det være sagt med det samme, det er ikke let, og laksen skræmmes let, men det er en stor oplevelse når alt falder på plads og laksen griber fluen.

Laksen er normalt i grilsestørrelse med kun enkelte større laks. Der er tillige mulighed for et fantastisk fiskeri efter Bleikju, eller havgående fjeldørred, i udmundingspoolen hvor de hver dag trækker ind i store stimer sammen med tidevandet. Brug mikrofluer i spraglede neonfarver.

Jeg fløj til Isafjördur og tog derefter turen østpå i firehjulstrækker sammen med en lokal ven. Man kan sikkert køre fra Reykjavik også, men regn under alle omstændigheder med en længere køretur. Glem alt om almindelige lejebiler, det er absolut nødvendigt med en firehjulstrækker.

Fiskekort fås ved at kontakte Lax-Á Angling Club der formidler fiskeriet. Prisen per stang varierer over sæsonen og kan være temmielig pebret i juli og august. Regn med mindst 2000 kr. per stang per dag udenfor den bedste periode.